Genbrugspladsen åbner for direkte genbrug af byggematerialer og cykler - frivillige søges
Med start 1. september har Fællesskabet Fanø med Fanø Kommune på sidelinjen igangsat en forsøgsordning, hvor du kan aflevere ting i god stand i et separat område på genbrugspladsen. Der søges i den forbindelse frivillige til at bemande området.

Ærgrer du dig også, når gode ting ryger i containerne på genbrugspladsen? Det bliver nu muligt at donere og hente udvalgte materialer nemt og gratis.
Hvad er direkte genbrug?
Direkte genbrug er, når brugte genstande gives videre til andre uden først at have været behandlet som affald. Direkte genbrug er derfor en form for affaldsforebyggelse, da det forhindrer, at genstande overhovedet bliver til affald.
Du kan donere materialer, som du selv ville bruge - hvis du ellers havde brug for dem. Ting som er direkte brugbare uden væsentlige ændringer.
Hvor - og hvilke typer materialer?
Direkte genbrug får sit eget område i det modsatte hjørne af genbrugspladsens indgang.
I denne forsøgsordning vil både private og erhverv kunne donere og hente følgende typer materialer:
- Brugbare byggematerialer, fx brædder, vinduer, døre, fliser og mursten
- Brugbart værktøj og rester af brugbare materialer, fx maling, lim, fugemasse
- Cykler, der har mulighed for at få nyt liv uden de helt store investeringer
Du må gerne hente uden samtidig at donere. Det vigtige er, at materialerne kommer i brug igen.
Infomøde om at være frivillig
Fællesskabet Fanø søger frivillige borgere, som kan stå på pladsen og give vejledning i, hvilke materialer der tages imod, og som kan holde området overskueligt. Området vil være bemandet med frivillige tirsdage og torsdage kl. 15-17. Bemærk, det er muligt at donere og hente i hele genbrugspladsens åbningstid.
Kom til infomøde 3. september kl. 16 på rådhuset, Skolevej 5, hvor du vil få mere information om arbejdet.
Hvis du allerede nu ved, du har lyst til at tilbyde en indsats i form af et par vagter i løbet af de tre måneder, forsøget kører, så kontakt Mette fra Fællesskabet Fanø på 40 11 28 17.